Iværksættere og små virksomheder står ofte over for udfordringer i forbindelse med salg, og det er velkendt, at effektiv markedsføring spiller en afgørende rolle i denne sammenhæng. En velgennemtænkt markedsføringsstrategi kan være nøglen til at skabe opmærksomhed og trække kunder til.
Jeg har her lavet en liste over afgørende elementer, der kan forbedre markedsføringen for små og/eller nyopstartede virksomheder:
Definér målgruppen klart: Identificér nøje hvem dine potentielle kunder er, og skræddersy så din markedsføring til at imødekomme deres behov og interesser. Hvad der virker på en stor lokal virksomhed, virker måske ikke på hr. og fru. Danmark.
Det er derfor vigtigt, at du tager stilling til din målgruppe, så som alder, køn, indkomstniveau, uddannelsesbaggrund og geografisk placering. Derudover er det vigtigt at overveje hvilke kommunikationskanaler, der rammer din målgruppe bedst.
Optimér din digitale tilstedeværelse: Opret en professionel hjemmeside til din virksomhed. Mange potentielle kunder leder efter produkter og tjenester online. En hjemmeside giver din virksomhed en synlig tilstedeværelse på internettet, hvilket øger chancerne for at blive fundet af interesserede kunder.
Ved du på forhånd, at der løbende vil være stor udskiftning af information på din hjemmeside, vil det være en god ide at tage snakken med din hjemmesideudbyder om, hvorvidt der er mulighed for at redigere den selv.
Sociale medier: Ifølge Danmarks Statistik var 91% af den danske befolkning på de sociale medier i 2023. Det er derfor, som nævnt tidligere, vigtigt at være aktiv på sociale medier. Sørg for at din virksomhedsside er opdateret med den korrekte information og tillader direkte interaktion med kunder.
De forskellige sociale medieplatforme giver dig mulighed for præcis målrettet annoncering, hvilket er værd at udforske, hvis du ønsker at sikre, at din virksomheds navn og produkter når ud til den rette målgruppe. Det er dog vigtigt at understrege, at dette ikke automatisk garanterer salg for din virksomhed.
Vælger du at gå med annoncering, er disse platforme værd at undersøge:
Google Ads, Facebook Ads & Instagram Ads, LinkedIn Ads, SnapChat Ads og TikTok for Business.
Content Marketing: Igennem de sociale medier er det en god ide at dele værdifuldt indhold relateret til din branche gennem blogs, videoer eller infografikker, som du mener har værdi for din målgruppe. Dette opbygger troværdighed og tiltrækker organisk trafik på din hjemmeside.
Sørg for regelmæssigt at lave opslag på de forskellige sociale medier. Det er vigtigt at være opmærksom på frekvensen af opslag. Formålet er at fastholde din målgruppes opmærksomhed uden at oversvømme dem med gentagne opslag i løbet af en dag. Antallet af opslag afhænger af det specifikke medie, da daglige opdateringer på Instagram ofte modtages mere positivt end på fx LinkedIn.
Har du brug for hjælp til at optimere jeres grafiske udtryk, så findes der forskellige gratis værktøjer på internettet, som kan assistere. Her kan jeg især anbefale Canva og CapCut.
Canva er en online platform, hvor du kan designe alt fra sociale medieopslag til invitationer og markedsføringsmateriale på en meget let måde. Canva tilbyder mange forskellige skabeloner, så du ikke behøver at være designer for at få det til at se godt ud. Du kan tilpasse det med dine egne billeder, tekst osv. Canva tilbyder både gratis og betalte abonnementer, så der er noget for enhver.
CapCut er en populær videoredigeringsapp. Denne app giver brugerne mulighed for at redigere og tilpasse deres videoer direkte fra deres mobile enheder. Med CapCut kan brugerne klippe, trimme, tilføje effekter, filtre, tekst og musik til deres videoer for at skabe professionelt udseende indhold.
Søgemaskineoptimering (SEO): Ønsker du at være blandt de øverste, når din målgruppe søger på google? Så skal du have ekstra fokus på SEO på din hjemmeside. Hvis du selv står for at tilføre SEO-tekster på din hjemmeside, er det en god ide at have i baghovedet, hvad du gerne vil findes på. Hvis du f.eks. gerne vil tiltrække lokale kunder, vil det være en god ide at inkludere nøgleord relateret til din by eller område.
Online anmeldelser: Det kan også være en god ide at opfordre til anmeldelser fra tilfredse kunder. Positive anmeldelser på platforme som Trustpilot eller Google My Business kan påvirke potentielle kunders beslutninger.
Gode udtalelser fra tidligere kunder kan også bruges i markedsføring, især hvis kunden er kendt i det lokale bybillede. Her ville det være oplagt at lave et opslag, hvor du sørger for at tagge din kunde, så opslaget både bliver delt i din omgangskreds samt deres.
E-mail-marketing: Opret en e-mail-liste over tidligere kunder og send regelmæssige opdateringer, tilbud eller nyheder til dine abonnenter.
Her er det vigtigt, at du sørger for at have deres tilladelse til at sende dem direkte mails.
Husk at succesfuld markedsføring kræver tid og kontinuitet. En kombination af disse strategier kan hjælpe små virksomheder med at nå ud til en bredere kundebase.
Hvis du ikke ønsker at håndtere markedsføringen selv, står vi klar til at hjælpe. Vi kender en række dygtige markedsføringsspecialister og digitale marketingbureauer i Randers, som kan bistå med deres specialiserede ressourcer, hvis budgettet tillader det.