Jeg har spurgt Chat GPT, hvilke 5 udfordringer en nyopstartet soloselvstændig muligvis kan løbe ind i? Chat GPT skrev det med kursiv, som jeg efterfølgende har prøvet at svare (kort) på:
Økonomiske udfordringer:
Mangel på kapital: Opstart af en virksomhed kræver ofte en vis mængde kapital for at dække omkostninger som produktudvikling, markedsføring, og driftsomkostninger. Manglende finansiering kan være en betydelig hindring.
Ustabilt indkomstgrundlag: Soloselvstændige kan opleve svingende indkomstniveauer, især i starten. Dette kan gøre det udfordrende at opretholde en stabil økonomi.
Svar: Det er altid godt at skabe sig et overblik over de omkostninger, du evt. har til opstart og drift af sin virksomhed, inden du går i gang. Det kan du bl.a. gøre ved at bruge de budgetskabeloner for opstart og drift, der ligger på Virksomhedsguiden.dk. Herefter findes der så forskellige muligheder for finansiering, hvis du overhovedet har det behov. Mange kan faktisk komme i gang for overraskende få penge. Dog er det værd at huske på, at sådan noget som fx markedsføring ikke er gratis.
I forhold til den ustabile indkomst, så er det at gå selvstændig også noget du burde snakke med din eventuelle partner om eller på anden måde sørge for, at der er et økonomisk råderum i opstartsperioden gennem fx opsparing eller et lån. Du kan også have et deltidsjob ved siden af, så du altid kan dække dine faste omkostninger, uanset hvor hurtigt din virksomhed tager fart.
Mangel på ressourcer og ekspertise:
Ensomhed og stress: At drive en virksomhed alene kan føre til følelsen af isolation og øge stressniveauer. Manglen på et team kan også betyde, at der mangler forskellige færdigheder og ekspertise, hvilket kan påvirke kvaliteten af arbejdet.
Tidsmangel: Soloselvstændige har ofte mange forskellige ansvarsområder, hvilket kan føre til mangel på tid til at håndtere alle opgaver effektivt.
Svar: Ensomheden eller tidsmanglen kan bl.a. nedsættes ved at bruge dit netværk aktivt. Det kan være til sparring omkring aktuelle eller fremtidige udfordringer eller til at overtage opgaver, du ikke selv har kompetencerne eller tiden til (fx bogføring eller markedsføring).
Selvom det er en omkostning, kan det i mange tilfælde også godt betale sig at få en plads i et kontorfællesskab, da det ikke alene giver socialt og forretningsmæssigt netværk men også tydeligere markerer adskillelsen mellem hjem og arbejde – noget det ellers hurtigt kan viskes ud, hvis man arbejder hjemmefra.
Markedsføringsudfordringer:
Konkurrence: I mange brancher er konkurrencen hård, og det kan være svært at differentiere sig fra andre spillere på markedet.
Opbygning af kundebase: At etablere og vedligeholde en solid kundebase kan være udfordrende, især når man starter fra bunden.
Svar: Det med at differentiere sig fra sine konkurrenter betyder ikke nødvendigvis, at du skal gøre noget helt anderledes end dem. Det kan ofte være, at det bare er noget du gør lidt bedre eller anderledes – fx at kunden føler sig hørt, at du yder en ekstra indsats i din service, eller at du er fleksibel på fx betalingsbetingelser eller arbejdstider. Det vigtigste er dog, at folk ved, du findes. Ellers kan de jo ikke købe noget af dig.
Det kan være svært at definere, præcist hvordan du bedst kommer i gang med at tiltrække de rigtige kunder og med hvilke værktøjer – specielt i opstarten, hvor ingen kender dig eller din virksomhed, og hvor din økonomi måske ikke tillader de helt store reklamekampagner. Det er dog vigtigt, at du har en eller anden form for budget til markedsføring. Jeg kan anbefale at få lavet en ordentlig hjemmeside, arbejde med dine Sociale Medier, kigge på SEO og bruge eller udvide dit netværk. Så er du godt på vej.
Derudover er det også en god idé at teste dine produkter/services af på din målgruppe (der kan godt være flere), for at se om det du tror, folk gerne vil have, rent faktisk også er det, de gerne vil have.
Administrative og juridiske udfordringer:
Overensstemmelse med lovgivning: At sikre, at ens virksomhed opererer i overensstemmelse med lokale love og regler kan være komplekst og tidskrævende.
Administrative opgaver: En soloselvstændig skal selv håndtere administrative opgaver som regnskab, fakturering og skatteforpligtelser, hvilket kan være tidskrævende og udfordrende uden den rette ekspertise.
Svar: Det med lovkrav kan være svært, da det ofte kræver en advokat, som jo ikke er gratis. Dog vil jeg bruge advokatens motto om, at en advokat måske er dyr, men det kan være endnu dyrere at lade være. Det var så måske lige en post mere til budgettet.
I forhold til admin, så kan det, hvis man har økonomien til det fra start, godt betale sig at få eksterne fagfolk til at tage sig af noget af det. For det første fordi det sparer dig for tid. Tid som du kan bruge på fx at hjælpe eller finde kunder. For det andet kan disse fagfolk sikkert lave det både hurtigere og bedre end du selv kan. Alternativt findes der masser af hjælp til, hvordan du skal gøre tingene på fx Youtube. Men så skal du selvfølgelig også afsætte tiden til det.
Teknologiske udfordringer:
Teknologisk vedligeholdelse: Afhængig af arten af virksomheden kan soloselvstændige stå over for teknologiske udfordringer, såsom at holde sig opdateret med software, hardware og online sikkerhed.
Svar: Der bliver hele tiden udviklet nye teknologiske løsninger, der (måske) kan gøre livet nemmere – også for iværksættere. Men ja, det kan blive en tidsrøver, hvis man hele tiden skal holde sig opdateret på alt. Med frygt for at jeg gentager mig selv, så kan du jo få folk til at gøre det for dig (fx en ekstern it-konsulent) – men igen, det koster alt sammen noget. Derfor kan det også nogle gange være, du bare bliver nødt til at våge dig ud på dybt vand og gøre det selv. Du kan dog med fordel holde dig til systemer og teknologier, der har forholdsvist enkle brugerflader, så det ikke bliver en pine, hver gang man skal arbejde med det. Så hvis du ikke ligefrem elsker at nørde med det tekniske, så find nogle brugervenlige og enkle løsninger, der giver mening for dig i din arbejdshverdag.
Det var mine fem (korte) svar til dig og Chat GPT. Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte mig for en aftale. Det er ganske gratis og uforpligtende.
Jesper Lieberknecht
Erhvervskonsulent
Tlf.: 5210 0922
jl@businessranders.dk